Verdens Børn søger webredaktør til hjemmeside

Verdens Børn søger lige nu en webredaktør til vores nye hjemmeside. Verdens Børn drives udelukkende af frivillige, og du skal derfor være indstillet på at arbejde ulønnet. Til gengæld bliver du en del af en spændende humanitær organisation, mens du gør en positiv forskel for udsatte børn og unge.

Af Maja Hangaard Kjeldsen

Sidste år lancerede vi en ny hjemmeside med en række nye funktioner og et flot design. For at den løbende kan fremstå opdateret og funktionel, er der behov for en person, der har lyst til at udfylde rollen som webredaktør.

Jobbet

Opgaven går ud på  – sammen med kommunikationsteamet og teknikere – løbende at opdatere og udvikle hjemmesiden. Det vil sige:

  • Redigering af eksisterende tekster
  • Upload af nyt indhold
  • Løbende ændringer på hjemmesiden

Generelt skal du være med til at sikre, at Verdens Børns digitale kommunikation flugter med organisationens profil.

Den person, vi leder efter, skal først og fremmest have lyst til at udføre en frivillig indsats i en spændende hjælpeorganisation blandt andre dygtige mennesker. Personen skal have bred IT-erfaring samt en generel interesse for hjemmesideopdatering og brugeroplevelse. Vi benytter CMS-systemet, WordPress, så det er en fordel, hvis du har kendskab til dette eller generelt CMS. Endelig er tekstskrivning og formidling også relevante områder at have interesse for.

Hvis du kan se dig selv i ovenstående rolle eller vil høre mere om stillingen, så kontakt kommunikations- og marketingansvarlig, Nathalie Emsø, på ne@verdensboern.dk eller 23296819.


Om Verdens Børn

Verdens Børn er en mindre dansk humanitær organisation, der gennem 40 år har arbejdet til fordel for børn og unge i blandt andet Uganda og Indien. Verdens Børn er støttet af ca. 1800 danske familier og drives professionelt af ca. 50 frivillige, der sikrer, at alle pengene går til børnene. Vores værdier er ansvarlighed, nærhed, troværdighed og åbenhed.

Leave your thought