Du er her: Forside » Projekter » Vi støtter projekter i Sri Lanka » National Council for the Deaf

National Council for the Deaf

Eleverne på døveskolen ved Colombo i Sri Lanka er døve. Skolens undervisning er af en god standard.

National Council of the Deaf består af en døveskole med børnehjem, forskole og høreklinik. Institutionerne ligger i en omegnskommune til Colombo på Sri Lanka.

Skolen har i øjeblikket 100 elever: 81 bor på skolen, og 19 bor hjemme. 91 af projektets børn får støtte af fadderskaber gennem Verdens Børn.

Projektet gør en forskel

På skolen Sri Chandrasekera Shool for the Deaf er alle eleverne døve. Skolen har både dagelever og kostelever, og der undervises fra 1. til 10. klassetrin.

Skolen har én lille klasse for multihandicappede døve børn, som man forsøger at lære nogle basale færdigheder. Men ellers gør skolen sig stor umage for at leve op til det srilankaske undervisningsministeriums læseplaner. Derudover bliver der undervist i srilankansk tegnsprog (børnenes modersmål) og mundaflæsning. Børn med en rest af hørelse får taleundervisning.

Skolen har et imponerende aktivitetsniveau inden for både uddannelse, sport og kunstnerisk udfoldelse. For at udvikle elevernes selvtillid og sociale evner bliver de opfordret til at deltage i sociale begivenheder og konkurrencer på og uden for skolen. Undervisningsministeriet i Sri Lanka er meget tilfreds med skolens standard for undervisning og administration.

Efter endt skolegang bliver de unge så vidt muligt overført til et jobtræningskursus i praktiske fag. Det skal øge deres muligheder for fremtidig beskæftigelse.

Forskolen er børnehaveklasser for fattige, alvorligt hørehæmmede børn i alderen 3-6 år. Her får børnene taleundervisning og træning i at bruge høreapparat. Målet er, at børnene kan starte i en almindelig skole, når de når skolealderen.

Den audiologiske afdeling startede så småt i 1980 og er i dag en moderne, lille høreklinik. Alle børnene bliver testet på klinikken, inden de bliver optaget på forskolen og døveskolen.

Støttet af Verdens Børn siden 1980

Verdens Børn har støttet projektet siden 1980. Fadderbidrag fra Verdens Børn udgør en meget væsentlig del af skolens indkomst.

National Council of the Deaf fik i 1952 foræret en meget stor villa fra kolonitiden af fru Sri Chandrasekera. Siden er døveskolen blevet udbygget med bl.a. nye, lyse kostafdelinger til piger og drenge. Dette byggeri er økonomisk støttet af Verdens Børn og Tipsmidlerne. Desuden har GN Store Nord Fondet ydet vigtige bidrag til renovering af den 100 år gamle villa, der fungerer som hovedbygning.

Høreklinikken står til rådighed for folk i almindelighed mod betaling. Det er en vigtig indtægtskilde for projektet.

Projektet ledes af Maud Senaratne. Det er hendes livsværk, og hun har oplært sin datter, Shirani Dissanayake, til at være sin efterfølger.  Hun er ligesom sin mor en myndig dame, der styrer med fast og kærlig hånd.

Støt os

Du kan støtte Verdens Børns arbejde på mange forskellige måder:

Nyt fra projektet

Ved dette års projektbesøg i Kariyalur medbragte gæsterne fra Danmark igen kager til alle de 350 børn, der bor på børnehjemmet. En gavmild fadder var den glade giver, og som altid gjorde kagerne stor lykke og blev spist med dyb opmærksomhed og stor nydelse og smaskelyde.

Kontakt

Kariyalur, 606207 Via Vadakkanandal, Kalrayan Hills, Villupuram Dt., Tamil Nadu, South India.

Tlf. 0091 9443616316.

Projektnummer: 1331.

Find byen Salem (Google Maps)

Projektansvarlig: Hanne Matthiesen